OmBente_1
OmBente_2
OmBente_3
OmBente_4
OmBente_5
OmBente_6
previous arrow
next arrow

Bente Hovendal

billedhugger & klima kunstner.

Siden 1997 har jeg arbejdet med:

  • Kreative workshops og events med natur- og genbrugsmaterialer.
  • Skulpturelle, bæredygtige unika møbler.
  • Granit- og træskulptur med vinkelsliber og motorsav.
  • Jernskulptur med skærebrænder og CO2 svejser.
  • Tegning og udsmykning.
  • Land art.
  • Fortællinger om iværksætteri, møbeldesign og kreativitet.
  • Skær en skulptur – motorsavskurser for kvinder.
  • Installationer i natur- og genbrugsmaterialer – der bidrager til at gøre Verdensmål til hverdagsmål.

Ved siden af mit kunstneriske arbejde, har jeg fordybet mig i naturen, kreative lære- og udviklingsprocesser, undervist mennesker og dygtiggjort mig indenfor håndværk, materialer og personlig, spirituel udvikling.

Min drivkraft er at inspirere mennesker og skabe rammer for, at den kreative kraft bruges og fantasien motioneres. Det er vigtigt at give plads til fordybelse, arbejde i stilhed og udfolde glæden ved at bruge hænderne. Selvfølgelig med natur- og genbrugsmaterialer 🙂

Siden 2002 har jeg drevet selvstændig virksomhed med værksted i København, Nordsjælland, på Stevns og Midtfyn. Siden 2013 har basen været på Frederiksø, Svendborg i det 400m2 gamle snedkeri på byens nu nedlagte skibsværft.

Tilbage til rødderne - lidt mere om Bente Hovendal

woodnwonder er skulpturelle, bæredygtige, unika møbler. Motorsav på havnen

Iklædt skærebukser, støvler og visir starter jeg motorsaven. Jeg sætter hårdt mod blødt og lader mig rive med af styrken, præcisionen og larmen. Mine sanser skærpes og mit fokus sættes i gear, når motorlyden spiller sammen med naturens elementer. Jeg bliver mindet om at forfølge min drøm og drivkraft i at skabe endnu et skulpturelt unika…

Sangen i træet, strømmen i årerne og forgreningerne kombineret med savens skarphed, skærper min lyst til at få balance mellem råt og rundt, solidt og skrøbeligt, rustikt og subtilt.

Når den fræsende lyd af motorsaven forstummer, står stoltheden strunk tilbage, som skulpturer med tyste beretninger om naturens dynamik.

Som barn af jorden og kvinde af nutiden har jeg en mission om at bringe naturen tilbage til mennesker og give energi til vores meget elektroniske, indendørs liv.

De materialer jeg bruger, har alle haft et godt liv og er transformeret til menneskeligt brug med nænsom hånd, i respekt for naturen og livets kredsløb. Alt har en vibration og udstråler en energi, som vi kan ha’ godt af at have tæt på hver eneste dag, som supplement til højteknologiske, strømlinede byggematerialer og travle liv. For at skabe kontraster, ro og dynamik, synes jeg, det er det vigtigt at kombinere materialer og æstetik. Træ, som supplement til stål, jern, beton, plastic giver en helt særlig vibration.

Ufattelig lidt af det, der virkelig betyder noget i menneskers liv, er snorlige. Kurver, former, rynker og skæve hjørner afslører den vitalitet, som charmerer, tiltrækker og imponerer og gør en forskel i vores well being ofte strømlinede tilværelse. Jeg vil gerne, hvis mine skulpturer, workshops og events kan gøre en forskel i andre menneskers måde at se og være i verden på.

Jeg kombinerer og skaber former i så mange faconer og linjer som muligt. Kan godt garantere, at ingen af dem, er snorlige. For et værk fra woodnwonder skal være finurligt, skævt, forunderligt og skabe den kontrast og eftertænksomhed, som er nødvendig for trivsel og udvikling.

Jeg tilstræber, at være inspirationskilde til at kunne tænke, se og leve livet i tættere og dybere sammenhæng og i samspil med ‘det derude’. Samtidig er det vigtigt, at hver skulptur og hvert menneske sætter sit eget personlige aftryk, og er helt sit eget”.

 

Lidt længere tilbage.

Min kreative, kunstneriske rejse startede i 1997. Rejsens formål var først og fremmest en søgen efter rodfæste og livsformål gennem tæt kontakt med naturen. Min drivkraft var at transformere, udtrykke og videregive naturens kraft i de tegninger og skulpturer jeg lavede af papir, træ, granit og andre naturmaterialer.

I 2006 afholdt jeg de første workshops, hvor kreative processer, naturen, stilhed blev forenet og brugt til teambuilding og personlig udvikling. De blev fra starten designet til at kunne genstarte kreativiteten, rykke ved ‘plejer’, udfordre indgroede mønstre, styrke samværet og gøre en personaledag uforglemmelig og lærerig. Nogle eksempler på temaer:

  • Hvad gør dig enestående som kollega”?  Byg en skulptur som understreger dine kompetencer.(Svendborg Kommune)
  • Hvordan ser dit visitkort ud, hvis det skal vise mere af, hvem du er og hvad du kan? (Hotel Svendborg)
  • Byg en skulptur, der fortæller, hvad jeres afdeling også er gode til”? (ATP)

I 2007 lancerede jeg ”Skær en skulptur – motorsavskurser for kvinder”. Et 3 dages kursus i at lære at bruge motorsaven og lave en skulptur. Kurset var samtidig en personlig opdagelsesrejse i naturen, med kreativitet, mad over bål, morgenbad i havet og aftenhygge i skumringen. Efter 10 uforglemmelige år og mange glade kvinder, satte jeg punktum der.

I 2012 åbnede nye døre sig, da jeg som woodnwonder lancerede et nyt dansk møbeldesign. Idéen til designet opstod på baggrund af et behov for at transformere skulpturelle kvaliteter til brugbare, unika møbler.

Mange nye håndværksmæssige greb, viden om træ og designprocesser skulle til, før de første møbler kunne præsenteres for Verden og pressen i 2014. woodnwonder blev taget godt imod af både nationale og internationale medier. 

Efter 4 år, besluttede jeg i juni 2018, at stoppe som møbeldesigner i woodnwonder for at finde nye kreative veje eller måske gå tilbage ad nogle af de gamle?

 

I okt. 2023 sender jeg denne besked ud:

Farvel til et livskapitel…

woodnwonder – et firmanavn, en kunstnerisk identitet og 10-årig livsperiode med (motorsavs)kanter og et skulpturelt møbeldesign, lukkes nu ned.

Med glæde og vemod arkiveres woodnwonder.com sammen med livs- virksomheds- og værkstedslæringer. Jeg skal være mig selv (igen) og fokusere lokalt som: Bente Hovendal med et .dk

Skiftet gir’ plads til nye mennesker, materialer og flere skulpturelle udtryk, der ikke er hæftet op på motorsav og wood. Jeg arbejder dog stadig med wonder 😁

Nye kreative samskabelser (med bl.a. værkstedsvennerne, Hanne Raunsmed og Birthe Hyldborg) og velkendte workshops for virksomheder og private, er stadig fundamentet. Nyt på værkstedet bliver fællesskaber og kreative workshops for 55+ årige.

Værkstedet har stadig masser af plads (400m2) og hjerterum til at motionere fantasien, træne, udvide og blive klogere gennem kreativiteten og glæden ved at lade hænderne fortælle historier med natur- og genbrugsmaterialer.  

På www.bentehovendal.dk der en del nye skulpturer lavet i især (genbrugs) jern. De gode gamle skulpturerer i træ, granit og land art findes stadig på hjemmesiden sammen med unika møblerne. Arbejdet med træ og motorsav – glæden og tyngden fra granit – og overraskelserne fra grene, bark, sand osv. i arbejdet med land art, får stadig min skulpturelle puls op. For nylig kunne jeg glæde mig over at aflevere en smuk skulpturel gravsten.

Min nye mail: billedhugger@bentehovendal.dk erstatter: bentehovendal@woodnwonder.com der snart lukkes.

Velkommen til en ny sprudlende tid

Kærlig hilsen
Bente

 

I medierne

Indenlandske- og udenlandske medier har igennem tiden vist interesse samt anerkendt og omtalt mit arbejde og design.
Her findes artikler, reportager, TV indslag fra kurser og indslag om design og iværksætteri. Desuden indlæg fra blogs og designmagasiner om mit skulpturelle møbeldesign woodnwonder.

Deltagerne syntes…

 

Anmeldelser af billedhugger & klima kunstner Bente Hovendal

En glad gruppe af gråsprængte kvinder efter workshopppen “Kunst & Kaffe”.

Referencer

 

Igennem 27 år har jeg afholdt workshops, lavet events, kunst og kurser til:

Salling Group
Center for Ledelse
ATP
Faaborg-Midtfyn Kommune
DR
Hotel Svendborg
Svendborg Kommune
Holckenhavn Slot
Steensgaard Gods
Hotel Christiansminde
Sankt Helene Kursuscenter

Ørsted A/S
Københavns Kommune
Vejle Kommune
Ryslinge Høj- og Efterskole
Korsager Skole, Husum
Kursuslex
Glostrup Park Hotel
Tivoli Congres Center
Odense Kommune
TDC NET, Odense

Flere referencer kan ses her.